Imodium®

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen og farmaceut, cand.pharm. Birgitte Andersen

Sidst opdateret af redaktionen den 20. januar 2023

Imodium® er et stoppende middel, der anvendes ved diarré. Imodium® indeholder aktivstoffet loperamid, som øger afføringens passagetid i tarmene og derved behandler symptomerne på diarré.

 

Hvor kan man købe Imodium® (i håndkøb)?

Imodium® fås i håndkøb på apoteket, men også på nogle tankstationer, i større supermarkeder o.lign. Herudover kan man købe Imodium® på internettet, hvor priserne typisk er lavere end i de fysiske butikker og man desuden får leveret medicinen til døren. Du kan købe Imodium® til en lav pris her:

Forhandleren der henvises til ovenfor, er en anerkendt dansk webshop, der typisk leverer på 1 – 3 dage.

 

Anvendelse

Imodium® er et stoppende middel, der anvendes mod diarré. Midlet kan også bruges som hjælpemiddel ved diarrésygdomme samt ved kronisk diarré hos patienter med stomi.

Bemærk at Imodium® kun behandler symptomerne på diarré og ikke årsagen. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at behandle årsagen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis symptomerne forværres trods behandling med Imodium® eller hvis symptomerne ikke bedre inden for 48 timer efter behandlingens start. I disse tilfælde bør du søge læge.

 

Virkning

Imodium® virker stoppende ved at hæmme tarmbevægelserne (den propulsive peristaltik), hvhilket øger fødens passagetid i tarmene (den intestinale transittid). Dette øger tarmenes vandoptagelse, hvilket gør afføringen mere fast og mindre hyppig. Herudover påvirker midlet lukkemusklen i endetarmen, hvilket mindsker “den hastende fornemmelse” ved diarré.

 

Bivirkninger

Bivirkningerne af det virksomme stof i Imodium® (loperamidhydrochlorid) er undersøgt i 31 studier, hvoraf 26 omhandlede akut diarré, mens de resterende 5 omhandlede kronisk diarré. Forsøgspersonerne var 3076 voksne og unge over 12 år.

Studierne viste, at de mest almindelige bivirkninger ved hhv. akut og kronisk diarré var følgende:

Akut diarré

  • Forstoppelse: 2,7 %
  • Øget tarmluft: 1,7 %
  • Hovedpine: 1,2 %
  • Kvalme: 1,1 %

Kronisk diarré

  • Øget tarmluft: 2,8 %
  • Forstoppelse: 2,2 %
  • Kvalme: 1,2 %
  • Svimmelhed: 1,2 %

Herunder ses en oversigt over bivirkningerne af Imodium®. Oplysningerne stammer enten fra studier eller indberetninger efter markedsføring:

  • Almindelige (1-10%): hovedpine, svimmelhed, forstoppelse (obstipation), kvalme, øget tarmluft (flatulens). 
  • Ikke almindelige (0,1-1%): søvnighed (somnolens), mavesmerter (abdominalsmerter), ubehag i maven (abdominalt ubehag), mundtørhed, smerter i den øvre del af maven (øvre abdominalsmerter), opkastning, sure opstød (dyspepsi), udslæt.
  • Sjældne (0,01-0,1%): overfølsomhed, forskellige alvorlige allergiske reaktioner (anafylaktoid og anafylaktisk reaktion – inklusiv anafylaktisk shock), bevidsthedstab, nedsat bevidsthed, sløvhedstilstand (stupor), øget muskelspænding (hypertoni), koordinationsforstyrrelser (koordinationsabnormalitet), tarmslyng (ileus), forstørret tyktarm (megacolon), forskellige hudlidelser (bulløs eruption – herunder Stevens-Johnson's syndrom, erythema multiforme og toksisk epidermal nekrolyse), urinretention.

Bemærk at en del af de sjældne og ikke almindelige bivirkninger er medtaget efter markedsføringen af Imodium®, hvor der ikke er taget hensyn til præparatets anvendelse (dvs. om det anvendes mod akut eller kronisk diarré eller om det anvendes til børn eller voksne). Hyppigheden af disse bivirkninger er derfor estimeret ud fra samtlige kliniske studier af Imodium® (herunder studier af børn under 12 år).

 

Bivirkninger hos børn

I 13 kliniske studier undersøgte man sikkerheden af Imodium® hos 607 børn i alderen 10 dage – 13 år, som havde akut diarré. Studierne viste, at bivirkningsprofilen for denne gruppe generelt lignede den, der er set i de kliniske studier af Imodium® hos voksne og unge over 12 år.

Advarsel

Imodium® bør ikke anvendes:

  • til børn under 12 år
  • ved overfølsomhed over for nogle af indholdsstofferne (se afsnittet “Indhold” længere nede på denne side)
  • ved forstoppelse eller oppustethed (hvis du bliver forstoppet eller føler dig oppustet efter at have taget Imodium®, skal behandlingen stoppes øjeblikkeligt pga. risiko for tarmslyng og andre tarmlidelser)

Imodium® bør ikke anvendes som førstevalgsbehandling, hvis du har:

  • akut diarré med høj feber og/eller blod i afføringen (akut dysenteri)
  • kraftig diarré i forbindelse med antibiotikabehandling (pseudomembranøs colitis)
  • tynd- eller tyktarmsbetændelse forårsaget af bakterier såsom campylobakter, salmonella eller shigella (bakteriel enterokolitis)
  • akut diarré med slim og blødning fra endetarmen pga. tyktarmsbetændelse (akut ulcerativ colitis)

Hvis du har en eller flere af følgende sygdomme, bør du kontakte din læge eller personalet på apoteket, inden du tager Imodium®:

  • Kronisk tarmsygdom (blødende tyktarmsbetændelse, Crohns osv.)
  • Leversygdom
  • AIDS

Hvis der ikke er bedring i diarréen inden for 48 timer, bør behandlingen ophøre og lægen kontaktes.

Husk at indtage rigeligt med salt- og sukkerholdig væske ved diarré (gælder især børn).

 

Graviditet

Erfaringerne med Imodium® til gravide er endnu begrænsede. Derfor må det så vidt muligt ikke anvendes. Spørg lægen.

 

Amning

Imodium® må ikke anvendes ved amning, da selv små mængder af aktivstoffet loperamid udskilles i modermælken og ganske små doser kan give bivirkninger hos det ammede barn.

 

Dosis

Imodium® findes som tabletter à 2 mg (i håndkøb) og oral opløsning 0,2 mg/ml (med recept).

  • Voksne: Begyndelsesdosis: Sædvanligvis tages 2 tabletter (4 mg). Efter 1 times pause tages 1 tablet (2 mg) efter hvert toiletbesøg med diarré. Der må højst tages 8 tabletter (16 mg) i døgnet.
  • Børn over 12 år: Begyndelsesdosis: Sædvanligvis tages 1 tablet (2 mg). Efter 1 times pause tages 1 tablet (2 mg) efter hvert toiletbesøg med diarré. Der må højst tages 4 tabletter (8 mg) i døgnet.

Imodium® bør anvendes med forsigtighed hos patienter med dårligt fungerende lever.

Må ikke anvendes til børn under 12 år uden lægens anvisning.

 

Pakninger og priser

Imodium® findes som:

  • tabletter à 2 mg (håndkøb) i pakninger med 10, 20 og 60 stk.
  • oral opløsning 0,2 mg/ml (receptpligtig) i en flaske med 90 ml.

Du kan købe tabletterne til en lav pris her:

Den største pakning har den laveste pris pr. tablet.

 

Indhold

  • Aktivstof: loperamid (loperamidhydrochlorid)
  • Hjælpestoffer: lactosemonohydrat, majsstivelse, hvid bivoks, carnaubavoks, mikrokrystallinsk cellulose, magnesiumstearat, titandixoid, talcum, macrogol 6000, polysorbat 60, polysorbat 80, hypromellose, propylenglycol.
  • Producent: McNeil Denmark

 

Relevante links

Ansvarsfraskrivelse: Alle informationer om medicin på NetPatient.dk stilles til gratis rådighed for vores brugere, men erstatter ikke lægekonsultation eller vejledning fra behandlere, apoteker o.lign. Hvis du er i tvivl om, hvordan et lægemiddel skal anvendes, bør du altid konsultere din praktiserende læge eller spørge på apoteket.