Diarré hos voksne
Følgende midler anbefales til behandling af diarré:
Paraghurt®
Du kan se flere flere midler, der anbefales til behandling af diarre her.
Hvad er diarré?
Diarré er ikke en sygdom i sig selv, men et symptom eller et tegn på en anden sygdom.
Hyppige tynde afføringer, eller få større tynde afføringer, svarende til en samlet mængde af over 200 til 250 gram dagligt betegnes diarré.
Formet afføring uanset mængde anses ikke for diarré. Diarré kan være vandtynd, slimet, fedtet, blodig eller med pus.
Diarré er et symptom ved en lang række selvbegrænsende tilstande, af dages varighed, og kræver hér ikke speciel undersøgelse. Men diarré forekommer også som et symptom på anden sygdom, og bør derfor altid undersøges nærmere ved længerevarende gener og påvirkning af almentilstanden.
Hvad er årsagen til diarré?
Hos de fleste med diarré er det muligt at finde en årsag. Hyppigst er der tale om en maveinfektion pga. bakterier, virus o.l., – også kaldet madforgiftning. Diarré kan også være udløst af
- Bivirkninger til medicin (antibiotika, visse gigtmidler og overforbrug af afføringsmedicin)
- Indtagelse af rosiner, svesker, figner og dadler
- Sygdomme i lever, bugspytkirtel og galdesyreregulationen
- For højt stofskifte
- Sukkersyge
- Kræft
- Colon irritabile
- Stress
- Fysisk/psykisk ubehag
- Tarmsygdommene Morbus Crohn og colitis ulcerosa giver slimet og blodig diarré
- Efter operationer i mavesæk eller tarme
- Divertikler (udposninger) i tyktarmen
- Malabsorptionsygdomme, såsom glutenallergi, fødevare- og mælkeintolerans
Hos nogle lykkes det ikke at finde en årsag til diarréen, som oftest forsvinder af sig selv uden behandling. Sjældent er personer generet af kronisk diarré uden andre gener eller sygdomme.
Hvordan opleves symptomerne på diarré?
Diarré kan medføre tynde, vandige, slimede, blodige eller pusholdige afføringer, hyppige toilet besøg med smerter og ømhed i maven. Kan ledsages af en fornemmelse af manglende tømning og fortsat afføringstrang efter toiletbesøg, samt besvær med at holde på afføringen. Maven kan føles opsvulmet, man kan få kvalme, miste appetitten og kaste op. Feber ses ved maveinfektion.
Hvordan undersøger man for diarré?
Det er vigtigt med en god beskrivelse af symptomernes art og varighed. Man bør altid undersøges nærmere ved længerevarende diarré og påvirket almentilstand. Lægen vil foretage en fysisk undersøgelse blandt andet med at trykke og lytte på maven.
Det vil ofte være nødvendigt at foretage en undersøgelse af endetarmen for tegn på sygdom, der kan forklare diarréen. Afføringsprøver til analyse for bakterier, virus eller andre mikrober kan være nødvendig, såfremt der er tale om forudgående smitte eller udlandsrejse. Er der behov for at undersøge tarmene nærmere, foretages ofte kikkertundersøgelse; af endetarm (rektoskopi), af endetarm og sidste stykke af tyktarm (sigmoideoskopi) eller af tyktarm og endetarm (koloskopi). Røntgenkontrastundersøgelse af specielt tyktarmen eller tarmpassageundersøgelse kan komme på tale.
Såfremt der er tegn på anden sygdom som årsag til generne, vil man blive undersøgt og behandlet herfor.
Hvordan behandles diarré?
Man bør drikke op til to eller tre liter væske i døgnet, eventuelt i form af en kande sød saft tilsat en teskefuld salt for at forebygge væskemangel (dehydrering). Anden væske såsom vand og cola kan også bruges, men man bør undgå te, kaffe, alkohol og mælk.
Ved tegn på infektion (eks. salmonella, shigella, campylobacter, kolera o.l.) med høj feber, blodig diarré og påvirket almentilstand er det muligt at behandle med antibiotika (oftest ciprofloxacin).
En eventuel grundliggende sygdom skal behandles og medfører ofte bedring af diarréen.
I kortere perioder kan medicin bruges til at stoppe diarréen. Man bør altid ses af læge ved tegn på dehydrering; d.v.s. tiltagende sløvhed, nedsat vandladning med mørk koncentreret urin, manglende evne til at indtage væske, samt ved blodig eller pusholdig diarré eller ved svær diarré hos ældre og spæde børn.
Håndkøbslægemidler mod diarré
Her ses en række håndkøblægemidler, der kan anvendes til behandling af diarré:
Imodium®
Paraghurt®
Laxoberal®