Blodmangel (Anæmi)

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen

Sidst opdateret af redaktionen den 03. januar 2022

Anbefalede jerntilskud kan købes her.

 

Hvad er blodmangel/anæmi?

Blodmangel, lav blodprocent eller bedre anæmi er alle betegnelser på en tilstand hvor en persons hæmoglobin-koncentration i blodet er for lav. Hæmoglobin er det molekyle der binder ilt til sig i lungerne og bringer ilten rundt i kroppen via blodbanen.

Anæmi kan være en selvstændig sygdom, men langt oftere er anæmi en tilstand der har udviklet sig som komplikation til en anden tilstand eller sygdom.

Hvad er årsagen til anæmi?

Den hyppigste årsag til anæmi er blødning. Blødningsanæmi kan være akut eller kronisk:

  • En akut anæmi kan være forårsaget af et akut blodtab efter f.eks. en ulykke, en operation eller en fødsel.
  • En kronisk blødningsanæmi derimod, er forårsaget af små/mindre hyppige blødninger, som f.eks. ses ved kraftige menstruationer eller som bivirkning til gigtmedicin der kan give småblødninger fra mave og tarm eller endog medføre et egentligt mavesår. Når en person har kroniske små blødninger tømmes kroppens jerndepoter på grund af den stadige, og øgede nydannelse af blodceller. Resultatet bliver en jernmangel-anæmi der udgør årsagen til op imod 90% af alle anæmier.

Andre, mindre hyppige, årsager til anæmi er mangel på B-12, undersøges ved en shillingtest (ses ved perniciøs anæmi eller som følge af visse operationer i mave-tarm) eller folinsyre (oftest grundet fejlernæring). Andre årsager er sygdomme i knoglemarven.

Perniciøs anæmi, som ovenfor nævnt, er en selvstændig anæmi-sygdom hvorunder B-12 mangler. Årsagen til sygdommen er ukendt, men formentlig er den genetisk betinget.

Symptomer

Symptomerne på anæmi er ikke unikke for tilstanden – dvs. de kan forekomme ved mange sygdomme og helbredsproblemer. Anæmi kan inddeles i tre sværhedsgrader, alt efter hvor meget blodets hæmoglobinindhold er faldet. Hvert trin medfører yderligere symptomer og inkluderer symptomerne fra forrige trin:

Moderat anæmi

(blodets indhold af hæmoglobin er ned til 2/3 af det normale):

  • bleghed i huden

Middelsvær anæmi

(blodets indhold af hæmoglobin er under 2/3 af det normale)

  • træthed
  • åndenød ved anstrengelser
  • hjertebanken

Svær anæmi

(blodets indhold af hæmoglobin er under 1/3 af det normale)

  • brystsmerter
  • smerter i læggene efter længere tids gang
  • hovedpine
  • svimmelhed

Herudover kan symptomer såsom slaphed, nedsat kondition og øget søvnbehov også forekomme.

 

Hvordan stilles diagnosen anæmi?

Diagnosen anæmi stilles ved en blodprøve, hvor hæmoglobin-koncentrationen bestemmes. Når man har påvist en for lav hæmoglobin-koncentration i blodet vil man efterfølgende foretage supplerende målinger af bl.a. de røde blodlegemers størrelse, mængden af depot-jern, B-12, folinsyre m.m. Herved kan typen af anæmi klarlægges.

 

Hvordan behandles anæmi?

Behandlingen af en anæmi retter sig mod årsagen til tilstanden. Det første mål er således at finde ud af om årsagen er f.eks. blødning, for dernæst at stoppe denne om muligt.

Er der tale om en jernmangel-anæmi vil behandlingen oftest være behandling med et jern-tilskud (jerntilskud kan købes billigt her). Det er her vigtigt at give et tilstrækkeligt tilskud således at jerndepoterne kan blive fyldt op.

Ved anæmi som følge af mangel på folinsyre kan dette også behandles ved tablet medicin, mens B-12 mangel skal behandles med indsprøjtning hver 2.-3. måned.

 


Anbefalede jerntilskud kan købes her.