Børnesår

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen

Sidst opdateret af redaktionen den 09. december 2022

Børnesår er en almindelig hudinfektion, der forårsages af bakterier (stafylokokker eller streptokokker).

 

Symptomer

Børnesår kommer som oftest som en komplikation til en lille hudrift i mundvigen, eller et kløende eksem (barnet kradser sig og laver den hudrevne, der kan starte infektionen). Der udvikler sig en lille kløende og rød plet, der hurtigt omdannes til en lille blære med pus. Blæren med pus brister, samtidigt kan nye opstå ved siden af, eller andre steder på kroppen.

Børnesårene starter fortrinsvis i ansigtet ved mundvigen, ved næsefløjene eller bag ørerne.

Børnesår opstår i huden

Børnesår er normalt en komplikation til en lille rift i huden

 

Børnesår ved munden

Børnesår ved munden

 

Børnesår med infektion (stafylokokker)

Børnesår med stafylokok-infektion

 

Årsag til børnesår

Børnesår ses oftest som komplikation til en lille rift i huden, eller et kløende eksem. Når barnet klør sig er der mulighed for at stafylokokker eller streptokokker trænger ind gennem riften i huden og medfører børnesåret.

Smitte

Oftest smitter barnet sig selv, men børnesår er meget smitsomt og kan derfor være et problem i børneinstitutioner.

 

Behandling

Væsentligst er god hygiejne, dvs. vask med vand og sæbe og med efterfølgende lufttørring. Klip barnets negle og undgå at barnet klør sig i såret. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt med antibiotikabehandling lokalt (salve med bakteriedræbende middel).

Antibiotikabehandling kan i nogle tilfælde være nødvendig at give som mikstur eller tabletbehandling. Henvend dig til din praktiserende læge med henblik på behandling.

Barnet må ikke komme i daginstitution på grund af smittefare før sårene er tørret ind og skorperne faldet af, først da ophører barnet med at smitte andre.