Helicobacter Pylori

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen

Sidst opdateret af redaktionen den 03. januar 2022

Hvad er Helicobacter Pylori?

Helicobacter Pylori er en Gram-negativ bakterie, som man kun finder i mavesækken og hvor mavesækken fortsætter over i tolvfingertarmen (duodenum).

Bakterien binder sig til slimhindelaget under slimhinden, hvor den producerer en række stoffer som formentlig har betydning for udbredelsen af bakterien videre i mavesækken.

 

Hvad forårsager Helicobacter Pylori?

Infektion med Helicobacter Pylori fører ofte til en irritation og rødme af slimhinden i mavesækken. Herved svækkes slimhindens modstandskraft overfor syren i mavesækken og dette menes i dag at være hovedårsagen til at et mavesår kan udvikles.

Infektionen ser også ud til samtidig at øge syresekretionen. Mere end 95% af patienter med tolvfingertarmssår og 75% af patienter med mavesår i mavesækken er inficeret med Helicobacter Pylori. Dette tyder på at bakterien spiller en væsentlig rolle ved opståelsen af et mavesår.

Patienter med Helicobacter Pylori har endvidere 4 gange større risiko for at udvikle mavesår. Forekomsten af Helicobacter Pylori blandt børn i Vesten er betydelig lavere end i u-landene,  dette skyldes forskellige leveomstændigheder de to steder.

Hvad er symptomerne på Helicobacter Pylori?

De typiske symptomer ved mavesår i mavesækken eller tolvfingertarmen kan ikke sige noget om, hvorvidt man er inficeret med Helicobacter Pylori eller ej.  

Disse vil typisk være:

  • Smerter i toppen af maven under ribbenskanten. Ofte er der tale om sultsmerter eller natlige smerter. Smerterne kan nogle gange være ledsaget af kvalme og/eller opkastning.
  • Hurtig mæthedsfornemmelse og ulyst til føde samtidig med en fornemmelse af udspilethed i maveregionen.
  • Vægttab
  • Tendens til luftudvikling, maverumlen og øget prutten.
  • Blod i afføring eller blodig opkastning.

 

Hvordan stilles diagnosen Helicobacter Pylori?

Det kan være vanskeligt at påvise Helicobacter Pylori i mavesækken/tolvfingertarmen da bakterien nogle gange kun er tilstede visse steder i mavesækken. For at kunne afgøre om mavesækken er inficeret med Helicobacter Pylori kan det være nødvendigt at foretage en kikkertundersøgelse af mavesækken (gastroskopi) hvorunder der tages små prøver af maveslimhinden som så undersøges for Helicobacter Pylori .

En anden måde at påvise Helicobacter Pylori på er med en såkaldt breath test (pusteprøve). Ved undersøgelsen indtager patienten ikke-radioaktivt 13C mærket carbamid (urinstof), og hvis der er Helicobacter Pylori tilstede i mavensækken vil carbamid omdannes til kuldioxid som kan spores i udåndingsluften. Undersøgelsen kan også benyttes til kontrol af om Helicobacter Pylori er fjernet fra mavesækken/tolvfingertarmen efter endt behandling.

 

Hvordan smitter Helicobacter Pylori?

Helicobacter Pylori menes at overføres fra person til person og oftest oralt. Dette kan enten ske ved at indtagelse af fødevarer som er inficeret med bakterien (f.eks. ved utilstrækkelig toilethygiejne og omgang med føde- og drikkevarer). Bakterien kan også komme tilbage i spiserøret og mundhulen ved gastroøsofageal refluks (sure opstød). Bakterien kan herefter spredes ved oral kontakt: kys, spisning med fælles gaffel etc.

 

Hvordan behandles Helicobacter Pylori?

Tidligere blev mange patienter med mavesår opereret. Efter opdagelsen af Helicobacter Pylori som den hovedansvarlige ved mavesår foretages der nu om dage kun sjældent operation da tilstanden kan behandles medikamentelt. Behandlingen består af en behandling med 2 slags antibiotika i kombination med et syrehæmmende middel. Behandlingstiden er typisk 7-14 dage.

De fleste er herefter symptomfri og har ikke behov for yderligere medicin. Efter behandling er risikoen for ny infektion minimal.

 

Kan man forebygge infektion med Helicobacter Pylori?

Yderligere spredning af bakterien kan reduceres ved at:

  • Sørge for grundig håndvask efter toiletbesøg
  • Undgå at dele knive, gafler og glas