Leddegigt (Reumatoid Artritis)

Hvad er kronisk leddegigt?

Kronisk leddegigt er en almindelig kendt sygdom som forekommer hos ½ – 1% af befolkningen.

I Danmark regner man med, at ca. 35. 000 personer har kronisk leddegigt, heraf omkring 3.000 unge og yngre mennesker.

Ca. 1.700 personer får hvert år stillet diagnosen kronisk leddegigt, svarende til ca. 0.3 % af den danske befolkning. Sygdommen rammer kvinder tre gange så hyppigt som mænd og kan begynde allerede i 15 års alderen. Hos flertallet debuterer sygdommen før 65 års alderen.

Leddegigt er en kompliceret kronisk ledsygdom som skyldes ændringer i immunsystemet. Et varierende antal af kroppens led angribes af betændelsesprocesser i den indre ledhinde, også kaldet synovialmembranen. Det kan fører til destruktion af ledbrusk, underliggende knogle og omgivende ledkapsel. Da der er en øget risiko for invaliditet og sygdommen er forbundet med en 8 – 10 år kortere levetid, hvis der ikke sættes ind med hurtig behandling, er tidlig diagnostik og konsekvent behandling derfor meget vigtig.

Hvad er årsagen til kronisk leddegigt?

Årsagen til kronisk leddegigt er ukendt og skyldes formentlig flere forskellige faktorer. Leddegigt er en såkaldt autoimmun sygdom, hvor en persons immunsystem begynder at reagere mod dele af personens eget væv – typisk den indre ledhinde. Dette fører til en betændelsesreaktion, en såkaldt inflammation. Ved denne invaderes ledhinden af et betydeligt antal hvide blodlegemer og andre celler af betydning for betændelsesprocessen fra blodbanen, hvorved ledhinden fortykkes. I tillæg danner den betændte ledhinde ofte en øget mængde ledvæske i de berørte led, hvilket gør, at leddet hæver yderligere op.

Der er en ca. 4 % øget risiko for at udvikle leddegigt såfremt ens forældre eller søskende har sygdommen. Er man enægget tvilling til en bror eller søster med leddegigt er der yderligere en let øget risiko (op til 15%).

Leddegigt er udbredt i hele verden, men ikke i lige stor udstrækning. Den laveste forekomst er fundet blandt dele af den kinesiske befolkning (0.3% af befolkningen på øen Kinmen) og flest blandt visse nordamerikanske indianerstammer (5.3% hos bl.a. Pimaindianere). Meget tyder på at leddegigt først kom til Europa, efter at Columbus ”opdagede” Amerika, dvs. efter år 1500. Før dette tidspunkt kendte man ikke denne type at betændelsesbetinget ledsygdom. Derimod var en anden type inflammatorisk ledsygdom, Morbus Bechterew, velkendt:

Ud over en vis arvelig disposition, er der også flere faktorer i miljøet som har betydning for at udvikle leddegigt. Således har flere undersøgelser vist, at rygning er en risikofaktor, idet der er flere rygere, der udvikler leddegigt, end blandt ikke rygere. Man har igennem mange år haft mistanke til, at en infektion kunne være den udløsende faktor for udviklingen af leddegigt, men dette har indtil videre ikke kunnet eftervises videnskabeligt. En anden miljøfaktor. som kan have betydning for forløbet af sygdommen. er formentligt kostens sammensætning. Således har man blandt f.eks. grønlændere, hvis kost er rig på langkædede flerumættede fedtsyrer (n-3-fedtsyrer som f.eks. fiske- og sælolie), fundet et tilsyneladende mildere forløb af sygdommen.

Hvad er symptomerne ved kronisk leddegigt?

Kronisk leddegigt er forbundet med en række forskellige symptomer, hvoraf de vigtigste er ledsmerte og ledhævelse. Sidstnævnte kaldes også led- eller kapselsvulst og skyldes, som omtalt ovenfor, den betændte og hævede ledhinde samt den øgede mængde ledvæske. Som regel vil der være tale om en symmetrisk ledhævelse som omfatter håndled, fingrenes grund- og mellemled, typisk i pegefinger og langemand og eventuelt albue-, skulder, knæ-, ankel, og tåled. Leddegigt kan også ramme de små led i halshvirvlerne, kæbeled og mere sjældent hofteled. Ledhævelsen vil som regel medfører smerter i de angrebne led.

Ledsmerterne kan være mere eller mindre intense og afhænge af hvor aktiv ledbetændelsen er. Patienter med leddegigt kan imidlertid også opleve en anden type ledsmerte, som opstår senere i forløbet, efter der er indtrådt skade på ledbrusk og underliggende knogle. Disse skader ses som en uregelmæssig ledoverflade og eventuel fejlstilling i leddet. Såvel ledhævelse, som fejlstillinger kan føre til indskrænket bevægelighed i leddene. Mange af dagligdagens gøremål bliver derfor vanskeligere at udføre. At vaske hår, knappe knapper, skære brød eller få ting ud og ind af skabe er eksempler på dette..

De fleste patienter vil opleve en karakteristisk følelse af ledstivhed om morgenen. De vil opleve det som svært at komme i gang, og morgenstivheden kan vare i flere timer.

Når der er aktivitet i leddegigten ledsages den ofte af træthed, feber og almen sygdoms-fornemmelse. Patienterne vil ofte føle sig tappet for energi, og det er ikke ualmindeligt, at patienter i perioder, særligt de første måneder, kan føle sig magtesløse og triste. Nogle udvikler som følge heraf en egentlig depression. Ofte vil patienter også opleve vægttab. Årsagen til disse ledsagende symptomer er ikke klarlagt, men kan formentlig relateres til den øgede energi immunsystemet anvender til at fremstille betændelesesceller og signalstoffer til at styre betændelsesprocessen. Derudover må detnedsatte funktionsniveau  også formodes at spille en rolle.

Hos 30 – 40 % af leddegigtpatienter udvikles symptomer som rammer andre organer end leddene, såkaldte ekstraartikulære manifestationer. Mellem 20 og 35 % vil udvikle såkaldte gigtknuder (noduli rheumatici) i underhuden. Disse er lokaliseret på leddenes stræksider, typisk i albueregionen og over fingrenes grund- og mellemled, men de kan også være lokaliseret andre steder f.eks. i lunger, hjerte og øjne. Gigtknuder er fra få millimeter til flere centimeter store betændelsesgranulomer, som dannes i bindevævet. De gør sjældent ondt , men kan være generende, når man skal hvile armene eller kommer til at støde dem ind i f.eks. bordkanter.

Leddegigtpatienter kan også udvikle føleforstyrrelse, som kan skyldes tryk på en nerverod, som følge af betændelse i led og/eller seneskede, typisk i håndleddet. Her kan tryk på medianus nerven fører til nedsat følelse og smerte i tommel-, pege –og langfingeren, og patienten har det, der kaldes etkarpaltunnel syndrom. Patienter  med leddegigt i halshvirvler kan opleve nervetryk, der dels kan trykke på enkelte nerver og dels på rygmarven og medføre føleforstyrrelser og nedsat funktion i arme og ben. Endelig vil nogle patienter opleve føleforstyrrelser i hænder og fødder som følge afnervebetændelse.

Langt mere sjældent ses betændelse på lungehinde og i hjertesækken (pleurit og pericardit), betændelsesforandringer i øjets hornhinde (episclerit), og sårdannelse i huden (vaskulit), som følge af betændelse i de små blodkar.

Nogle patienter kan med tiden udvikle følgesymptomer som led i deres leddegigt i form af mundtørhed og øjentørhed. Blodprøve, vævsprøve samt undersøgelse af øjnenes og spytkirtlernes funktion kan bekræfte dette, som kaldes Sjørgrens syndrom og skyldes en såkaldt autoimmun betændelsesreaktion mod kirtelvævet i tåre- og spytkirtler. Symptomerne kan være ganske generende, når patienten ikke længere er i stand til at producere tårer eller spyt. Ofte vil patienten få komplikationer i mundhule med øget forekomst af huller i tænder, da det manglende spyt nedsætter patientens immunforsvar.

Symptomerne ved leddegigt kan varierer i intensitet, hvilket afspejles i det der kaldes sygdomsaktivitet. Jo mere udtalte symptomer i form af morgenstivhed, hævede og ømme led samt nedsat funktionsevne, desto større sygdomsaktivitet.

Hvordan stilles diagnosen kronisk leddegigt?

Når en patient har begyndende symptomer på kronisk leddegigt, vil denne som regel opsøge sin egen læge. Typisk vil der være gået 1-2 uger afhængig af, hvor udtalte symptomer patienten har. Egen læge vil lave en klinisk undersøgelse af patienten for at finde ud af, om der er ømme og/ eller hævede led samt hvilke led, der er tale om. Får egen læge herved mistanke om diagnosen kronisk leddegigt kan han/hun umiddelbart henvise patienten til en speciallæge i gigtsygdomme (reumatolog), enten privatpraktiserende  eller til en reumatologisk afdeling på et hospital.

Reumatologen vil udspørge patienten, om der evt. er andre i familien, der har leddegigt, spørge til patientens symptomer samt deres varighed, gentage den kliniske undersøgelse og registrere, hvor mange led der er hævede og ømme. Derudover vil lægen i første omgang supplere med en række blodprøver og røntgenundersøgelser.

Blodprøver  tages for at undersøge, om der er tale om en aktiv betændelsesproces i kroppen. Man undersøger typisk et æggehvidestof kaldet C-reaktivt Protein (CRP), blodprocent (hæmoglobin), antallet af blodplader (trombocytter), samt en IgM Reumafaktor. Normale blodprøver behøver ikke udelukke en begyndende leddegigt, hvilket ofte i leddegigtens tidlige stadier kan være tilfældet, men det kan også være tilfældet senere i sygdomsforløbet. Man undersøger til stadighed om nye blodprøver kan anvendes til at stille en mere sikker diagnose samt mere sikkert afspejle aktiviteten i sygdommen.

CRP dannes i leveren som reaktion på en øget forekomst af signalstoffer, som dannes ved en hvilken som helst betændelsestilstand som f.eks. i betændte led. Der er derfor tale om et indirekte mål for sygdomsaktivitet, og signalet er ikke specifikt for sygdommen leddegigt, men kan også være forhøjet ved f.eks. lungebetændelse. En øget forekomst af blodplader og en nedsat blodprocent er ligeledes et karakteristisk fund ved aktiv sygdom. Der er ikke tale om blodsygdom eller f.eks. mangel på jern og vitaminer.

IgM Reumafaktor er en bestemt type antistof som findes hos særlig mange patienter med kronisk leddegigt. Oftest vil op mod 85% af samtlige patienter med tiden udvikle dette antistof i modsætning til godt 5% blandt den raske befolkning. Tidligt i sygdomsforløbet vil mellem 20 og 50 % af patienter med leddegigt være IgM reumafaktor positive. Reumafaktoren siger i sig selv intet om sygdomsaktiviteten, men kan alene anvendes til at bekræfte diagnosen samt til at sige noget om risikoen for at udvikle permanent ledskade, som er størst for patienter med en positiv reumafaktor.

En del patienter vil blive undersøgt i sygdommens tidlige stadier, hvor lægen kan være i tvivl om der overhovedet er tale om ledbetændelse. For at finde ud af om der er betændelse i leddene kan lægen henvise patienten til en knogleskintigrafi. Ved denne undersøgelse får patienten sprøjtet et radioaktivit mærket kontrastmiddel ind i en blodåre. Kontrastmidlet vil fordele sig i kroppen – særligt i knoglevævet. Ved en efterfølgende måling af aktiviteten i skelettet kan man se, om der er øget ophobning af kontrastmidlet i forskellige led. Dette vil kunne tolkes som øget udtryk for ledbetændelse

Forskellige former for billeddiagnostik vil ofte blive anvendt til at bekræfte diagnosen samt følge udviklingen og omfanget af eventuel ledskade. Rutinemæssigt anvendes røntgen-billeder af hænder og fødder, da det oftest er i disse led de første ledskader opstår. Typisk ses der hos leddegigtpatienter med under tre måneders sygdomsvarighed tegn på ledskade på røntgenbilleder hos ca.10% . Efter ét år vil ca. 40% af patienterne have ledskade, og dette tal vil stige til 60 – 90% efter to års sygdom.

I de senere år er det blevet langt mere almindeligt at leddegigtpatienter får foretaget en scannings-undersøgelse med enten ultralyd (UL) eller MR (magnetisk resonans). Begge metoder til undersøgelse af leddene er langt mere følsomme end røntgenbilleder og giver langt mere information om de undersøgte led, idet man udover eventuel ledskade kan se omfanget af hævelse i leddene og/eller seneskeder samt evt. væskeansamling. For at kunne afgøre om der er aktiv ledbetændelse i de undersøgte led kan lægen ved UL anvende en særlig undersøgelsesteknik, hvorved en øget blodgennemstrømning i det betændte væv kan registreres.

Ved MR anvendes et kontraststof eller en bestemt scannings-teknik, så betændt væv fremstilles ganske tydeligt. Desuden giver MR en detaljeret information om eventuel ledskade. Ved UL kan lægen udnytte, at hævelsens lokalisation præcist kan fastlægges, så lægen nøjagtig ved, hvor ledvæske bedst kan udtømmes ved en såkaldt ledpunktur eller hvor en behandling med indsprøjtning af binyrebarkhormon kan gives.

Især MR-scanning har vist sig anvendelig til tidligt i sygdomsforløbet at fastlægge omfanget af evt. ledskade samt at følge udviklingen i disse. Faktisk er der meget som tyder på, at lægen ved anvendelse af MR over en langt kortere periode i leddegigtens tidlige stadier bliver i stand til at forudsige, hvordan sygdommen vil udvikle sig i de følgende år.

På en del af landets hospitalsafdelinger for gigtpatienter vil patienterne blive bedt om at udfylde et særligt spørgeskema for at vurdere patientens egen opfattelse af smerte, sygdomsoplevelse og funktionsbegrænsning i forhold til personlig hygiejne, toiletbesøg, af- og påklædning, gangfunktion m.m. I alt 8 kategorier bliver undersøgt på denne måde, og resultatet kan afbilledes på en skala fra 0 – 3, hvor 0 betyder ingen begrænsning og 3 umuligt for patienten at gøre.

For at stille diagnosen kronisk leddegigt har man internationalt vedtaget at mindst 4 af nedennævnte 7 punkter skal have været til stede i gennem mindst 6 uger:

1. Morgenstivhed af mindst 1 times varighed
2. Mindst 3 hævede led
3. At håndled og/eller fingrenes grund- og mellemled er hævede
4. At ledhævelsen er symmetrisk
5. Tilstedeværelse af gigtknuder
6. Karakteristiske røntgenforandringer i hænder og fødder
7. Positiv IgM reumafaktor i blodet

Hvordan behandles kronisk leddegigt?

Behandling af patienter med kronisk leddegigt er baseret på et bredt samarbejde mellem læger, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter. Dertil kommer patientuddannelse.

Den traditionelle behandling er baseret på medicin, dels smertestillende medicin og dels langsomt virkende gigtmedicin. I de senere år er der blevet mulighed for behandling med ny type gigtmedicin, de såkaldte biologiske lægemidler. Derudover anvender en del patienter også naturmedicin. Udover medicin er fysioterapi og ergoterapi inklusive instruktion i ledbeskyttelse og afprøvning af eventuelle hjælpemidler, egenomsorg med aktiv livsstil, jævnlig træning samt en sund kost vigtige elementer i behandlingen af leddegigt.

Endelig forgår der på en del af landets reumatologiske afdelinger en mere eller mindre systematisk patientundervisning. Formålet er at fremme patients indsigt i egen sygdom og dennes behandling. Derudover skal patienten opnå kendskab til symptomer som kræver en fremskyndet kontakt med læge/sygeplejerske.

Den smertestillende medicin udgør basisbehandlingen og er alene symptomlindrende og består dels af svage smertestillende midler som f.eks. paracetamol og kodein, og dels af hurtigtvirkende betændelsesdæmpende medicin kaldet non-steroide antiinflammatoriske droger (NSAID) som f.eks. Ibumetin® eller Voltaren®. Smertestillende medicin er ofte nødvendig i kortere eller længere perioder og kan tages enten i fast daglig dosering eller alene som behovsmedicin.

Smertebehandling kan være forbundet med en række bivirkninger som kvalme, svimmelhed, mavesmerter og forstoppelse, men halsbrand og sure opstød samt mavekatar og mavesår kan ledsage brugen af NSAID-præparater. Optræder sidstnævnte bivirkninger kan det være nødvendigt at anvende et medikament som hæmmer maven i at danne mavesyrer, såkaldte protonhæmmere som f.eks. Pantoloc. De sidste års udbredte brug af såkaldte COX2-hæmmere er inden for det sidste ½-1 år faldet markant, idet Lægemiddelstyrelsen har fjernet det generelle tilskud til denne type medicin. Dette skyldes at der i en række nye studier er fundet en fordoblet risiko for blodprop i hjerte og hjerne.

Gruppen af de traditionelle langsomtvirkende gigtmedicin under et kaldet DMARD’s – efter den engelske betegnelse disease modifying antirhuematic drugs, har været brugt gennem de sidste godt 50 år. Der er i alt 8 forskellige præparater på markedet: Methotrexat, Salazopyrin, Klorokin, Leflunomid, Azathioprin, guldpræparater til indgift i en muskel eller som tablet, Ciclosporin  og Pencillamin. Typisk vælger reumatologen at begynde med en enkelt medikament, og Methotrexat  er det mest anvendte. Denne behandlingen reducerer sygdomsaktiviteten med mere end 20 % hos 2/3 af patienterne. Færre patienter oplever en reduktion i sygdomsaktivitet på mere end 50 %, og ca. 20% opnår en forbedring på mere end 70 %, og sygdommen vil de af patienten opleves som værende nærmest i helt ro. Ofte er det nødvendig at justere medicindosis for at opnå den fulde effekt. Desværre er det ikke altid at den øgede medicindosis er tilstrækkelig til at få sygdommen under kontrol, og justering af behandlingen kan blive nødvendig. Enten kan lægen vælge at skifte til et andet medikament eller han/hun kan vælge at kombinere en række medikamenter.

I de senere år er der lavet en række undersøgelser, som har vist god effekt ved kombination af f.eks. Methotrexat  Klorokin og evt, Salazopyrin. Da effekten af DMARD behandling først viser sig efter 3 – 6 måneder kan lægen vælge at kombinere denne behandling med et hurtigtvirkende medikament som binyrebarkhormon. Dette kan gives enten som indsprøjtning direkte i de betændte led, eventuelt som en indsprøjtning af et depot i en muskel eller som tabletter. Effekten af denne behandling er slående og vil som regel indtræde inden for ganske få dage. Varigheden er variabel og afhængig af dosis og, hvordan medicinen gives. Ud fra et behandlingsmæssigt synspunkt er indsprøjtning direkte i det enkelte led ofte det mest effektive og der, hvor patienten har de færreste bivirkninger.

Da der er en lang række bivirkninger forbundet med binyrebarkhormon behandling givet som tabletter søges denne begrænset til så kort en behandlingsvarighed som mulig. Bivirkningerne udgør bl.a. en ændret fedtfordeling, vægtøgning, udvikling af sukkersyge og forhøjet blodtryk, større tendens til hudblødninger, ændret psyke ofte i depressiv retning, grå stær og knogleskørhed. Alle patienter som sættes i længerevarende behandling med binyrebarkhormon, dvs. mere end tre måneder, bør derfor undersøges for om de skal sættes i en forbyggende medicinsk behandling for knogleskørhed. Alle patienter bør dog have et dagligt tilskud af tilstrækkelig kalk og D-vitamin enten igennem eller i tabletform. Endelig er det vigtigt for patienter i langvarig tabletbehandling med binyrebarkhormon at aftrappe behandling langsomt og i samråd med en læge.

Bivirkninger til DMARD behandling kontrolleres med blod- og urinprøver, der i de første måneder kontrolleres hyppigt og derefter med måneders interval. Lægen kontrollerer ved disse om der sker en skadelig påvirkning af knoglemarv, lever eller nyrer. Ved behandling med Ciclosporin og Leflunomid er kontrol af blodtrykket også nødvendigt. Patienter som behandles med Klorokin bør i forbindelse med opstart af behandling have kontrolleret øjenbaggrunden hos en øjenlæge.

Såfremt behandling med de almindelige DMARD’s enten med et enkelt medikament eller i kombination med flere slags medicin ikke i tilstrækkelig grad kan kontrollere sygdomsaktiviteten eller har givet uacceptable bivirkninger, bør behandling med et biologisk lægemiddel stærkt overvejes. Dette er en helt ny generation af lægemidler der blev introduceret i fri handel i slutningen af 90’erne.

I dag findes der 5 præparater på markedet, og mange nye præparater er under afprøvning. Alle typer af behandling er rettet mod signalstoffer eller hvide blodlegemer, som spiller en væsentlig rolle i betændelses-processen ved leddegigt. Det drejer sig i år 2005 stadig først og fremmest om tre typer medicin, som hæmmer signalmolekylet TNF-alfa (tumor nekrotiserende faktor) kaldet Remicade (Infliximab), Enbrel (Eternacept) og Humira (Adalimmumab). Kombinations-behandling med typisk Methotrexat har vist sig at have en bedre effekt end givet som enkeltstående behandling. TNF-alfa hæmmere reducerer sygdomsaktiviteten betydeligt med svær aktiv og svært behandlelig sygdom. Godt halvdelen af patienter i TNF-alfa hæmmende behandling opnår i løbet af dage til uger en god, hæmmende effekt på sygdommen overfor ledhævelse og –ømhed, smerter samt bedre funktionsniveauet betydeligt. Derudover ser det ud til at brusk- og knogleødelæggelse kan bremses op eller ophører helt ved TNF-alfa hæmmer behandling. Dette er i modsætning til de traditionelle, langsomt virkende gigtmidler, hvor 60 – 90 % af patienter med længerevarende kronisk leddegigt oplever en yderligere udvikling i permanente ledskader på trods af en tilsyneladende effektiv medicinsk behandling af patienter med leddegigt gennem flere år.

Samfundsøkonomisk kan denne væsentlig dyrere (60.000 – 120.000 kr. per år per patient), men langt mere effektive behandling derfor tænkes at have en positiv indflydelse på samfundsøkonomien, idet patienterne ikke længere vil have det samme behov for pleje, hjemmehjælp og overførelsesindkomst. Patienterne opnår en væsentlig bedre livskvalitet og vil formentlig kunne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet i langt højere grad end tilfældet er i dag. Om det vil forholde sig sådan mangler endnu at blive dokumenteret.

Fysio- og ergoterapi

Vedligeholdelse af leddenes normale funktion samt at modvirke udvikling af fejlstillinger er af største vigtighed. Derfor er en vedligeholdende træning til sikring af størst mulig grad af normal ledbevægelighed samt god muskelstyrke af stor betydning.

Fysio- og ergoterapi kan tilbyde vigtige behandlingsmuligheder som del af det samlede behandlingstilbud til patienter med leddegigt. Fysioterapien kan sikre den mest hensigtsmæssige bevægelsestræning og øvelsesterapi, som tager hensyn til netop den enkelte patients behov. Patienten kan instrueres i et egnet hjemmetrænningsprogram. Såfremt der måtte være brug for et egnet gangredskab vil afprøvning samt vejledning i korrekt brug ligeledes kunne gives af fysioterapeuten. I perioder med aktiv sygdom eller en netop overstået aktiv periode oplever mange leddegigtpatienter en god effekt af træning i et varmtvandsbassin. Fysioterapi er gratis for patienter med behov for behandling for deres kroniske leddegigt. Ergoterapeuten kan give leddegigtpatienten en hensigtsmæssig instruktion i beskyttelse af leddene, hvorved en skadelig belastning bedst muligt kan undgås. Patienten kan instrueres i andre måder at udføre samme type opgaver på. Desuden har patienten mulighed for under kyndig vejledning at afprøve diverse hjælpemidler og hjælpe patienten med at fremskaffe dem, der måtte være behov for.  Det kan dreje sig om håndledsskinner, forlængede greb, diverse udstyr til køkkenet som f.eks. knive og sakse, skridsikre underlag, hensigtsmæssige møbler, nødvendige boligændringer og meget mere. Ergoterapeutisk vejledning kan tilbydes på mange reumatologiske afdelinger og ellers via de kommunale hjælpemiddelcentraler. Ved behov for ændringer i hjemmet eller på arbejdspladsen kan patienten have gavn af et besøg af terapeuterne. Endelig kan en henvisning til en bandagist blive nødvendigt m.h.t. at tilpasse fodindlæg, fodtøj m.m.

Da leddegigt patientens fysiske formåen kan blive begrænset er en hensigtsmæssig planlægning af patientens fremtid nødvendig. Det kan dreje sig om valg af uddannelse, valg af arbejde, om der er behov for revalidering, invaliditetsydelse eller førtidspensionering. Til en nærmere afklaring af disse spørgsmål samt vejledning til anskaffelse af hjælpemidler, evt. boligændringer m.m., er det nødvendigt for patienten, at der i behandlingsforløbet etableres et tæt samarbejde med en socialrådgiver på den lokale socialforvaltning.

Operation

Årligt foretages der ca. 4000 reumakirurgiske indgreb. Det hyppigste indgreb er en såkaldt synovektomi, dvs. en fjernelse af den betændte slimhinde i enten ledhinde eller slimsæk; f.eks. håndled og albue. Der kan også være tale om korrigerende kirurgi, eksempelvis opretning af skæve fingre som følge af ledskred. Ved belastningssmerter i f.eks. forfødder kan man fjerne det yderste af mellemfodens ledhoveder, såkaldt knogleresektion. En gigtknude kan også fjernes kirurgisk, men vender ofte tilbage efter en periode på måneder til år. Gigtknuder fjernes derfor, som regel kun, når de giver anledning til smerte enten direkte ved f. eks. stød eller hvis man som patient føler sig kosmetisk generet.

Endelig er der den mest drastiske form for kirurgi, hvor selve leddet udskiftes med et kunstigt led, en såkaldt alloplastik. Den væsentligste årsag hertil er smerter i såvel hvile som ved belastning og ikke en indskrænket funktion. Ofte vil ortopædkirurgen være tilbageholden med at operere personer under 50-60 år, da patienten da kan risikerer, at skulle opereres flere gange, hvilket kan være problemfyldt. Da protesemateriale kun har en begrænset levetid på 10 – 20 år, siger det sig selv, at jo yngre man er, når man opereres, jo større er risikoen for at protesematerialet skal udskiftes flere gange.

Kost

Patienter med leddegigt spørger ofte lægen om det er muligt at følge en bestemt diæt eller undgå visse spiser for at mindske eller fjerne gigtsymptomer helt. Dette er desværre ikke tilfældet. Den enkelte patient beretter ikke sjældent om, at de har bemærket at deres symptomer er forværret efter indtagelse af bestemte fødeemner som varierer fra patiient til patient. Det kan være rødt oksekød hos en patient, fisk hos en anden, tomat hos en tredje osv. Derfor er det ikke muligt at angive specifikke kostråd fraset kost rig på n-3-fedtsyrer. Det har nemlig vist sig at indtagelse af kost, som indeholder n-3-fedtsyrer kan dæmpe ledbetændelsen og mindske stivheden i leddene. N-3-fedtsyrer finds naturligt i fed fisk uanset forarbejdet tilstand, f.eks. røget laks, marineret sild og stegt makrel samt levertran. Desuden findes n-3-fedtsyrer bl.a. i nødder og visse andre planter som f.eks. hørfrø og raps. Endelig forekommer der rigelige mængder af n-3-fedtsyrer i sælspæk, om end dette ikke står øverst på det danske spisekort, men indtages med stor glæde i f.eks. Grønland.

Generelt kan man sige at det som for alle andre mennesker gælder om at indtage en alsidig kost, som ikke er for fed eller sukkerholdig, er rig på fed fisk og grøntsager og som indeholder tilstrækkelig med vitaminer og mineraler. Hvis man ikke kan spise minimum 800 g fed fisk om ugen anbefales tilskud af n-3-fedtsyrer på 4 – 6 kapsler daglig.

Overvægt kan betyde en ekstra belastning af dine led, hvorfor kostomlægning og jævnlig motion anbefales såfremt et vægttab er nødvendig. Hjælp til dette kan indhentes hos lægen, praktiserende diætister eller evt. Gigtforeningen. For lav vægt er for så vidt et lige så stort problem for patienter med leddegigt, idet undervægt kan give lav fysisk aktivitet, dårlig kondition, muskeltræthed, uoplagthed og depression. Er sygdommen aktiv kan appetitten være nedsat, selvom du i denne periode har et øget behov for netop en lødig kost, og måske vil man som patient i denne situation have behov for et kosttilskud i form af proteindrik.