Næseblod (epistaxis)

Overlæge, speciallæge, dr.med. Óli Jacob Dalsgard

Sidst opdateret af redaktionen den 13. december 2022

Hvad er næseblødning?

Næseblod er hyppigt forekommende og oftest ufarlig. Blodet kan komme fra næseslimhinden, næseskillevæggen eller svælget.

Det er vigtigt at udelukke blødning fra mavetarmkanalen eller luftvejene, da disse kræver speciel undersøgelse og behandling.

 

Hvad er årsagen til næseblødning?

  1. Lokale i form af skader (slag, stød, brud, næsepillen). Sårbare blodkar fortil i næseslimhinden. Tør og generet slimhinde eksempelvis ved dårligt indeklima.
  2. Generelle i form af andre sygdomme som for højt blodtryk, åreforkalkning, blødningstendens (ved visse blodsygdomme eller medicinbivirkning), infektioner, alkoholmisbrug og god- eller ondartede knuder. Endelig findes en række sjældne sygdomme, der kan give næseblod.

Hvad er symptomerne på næseblødning?

Synlig blødning fra næsen eller blod i svælget (jernsmag).

 

Hvordan behandles næseblødning?

Ved blødning fra forreste del af næsen kan man oftest selv sætte en vattampon eller gaze op i det blødende næsebor (aldrig længere end man kan hive det ud igen) og presse med fingrene på hver side af næsen, mens man holder hovedet oppe.

Ved blødning fra bageste del af næsen kan man sutte et par isterninger bagerst i munden så længe som muligt,. Dette vil nedkøle mund- og næsehule og få blødningen til at stoppe.

Hvis ikke ovenstående virker i løbet af en ½ til hel time, eller der er tale om voldsom blødning, bør man ses af læge, gerne en øre-næse-hals-specialist.

Hvis der er tegn på anden sygdom som årsag til næseblødning, bør man undersøges og sættes i behandling for denne.