Pancillin®

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen og farmaceut, cand.pharm. Birgitte Andersen

Sidst opdateret af redaktionen den 18. april 2023

Pancillin® er et antibiotikum, der anvendes mod infektioner forårsaget af bakterier.

Pancillin® er et smalspektret penicillin, som er indeholder aktivstoffet phenoxymethylpenicillin.

 

Anvendelse

Pancillin® anvendes mod bakterieinfektioner forårsaget af bakterier følsomme for V-penicillin. I praksis kan dette f.eks. være ved mellemørebetændelse, halsbetændelse eller lungebetændelse.

 

Bivirkninger

De almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 – 10%) er diarré, kvalme og hududslæt. De ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos 0,01 – 1%) er mundbetændelse, ledsmerter og alvorlige hudreaktioner.

Herudover er der også anafylaktisk shock, som er en sjælden bivirkning (forekommer hos 0,001 – 0,01%) samt blodmangel og enkelte andre forstyrrelser i blodet, som er meget sjældne bivirkninger (forekommer hos under 0,001%).

Læs evt. mere om bivirkninger i produktresuméet fra Lægemiddelstyrelsen. Hvis du oplever andre bivirkninger end ovenstående, bør du indberette dem til din læge eller direkte til Lægemiddelstyrelsen via deres hjemmeside.

 

Advarsel

Må ikke anvendes penicillin-allergi eller ved allergi over for lignende midler (se i øvrigt indlægsseddel).

 

Graviditet

Pancillin® kan om nødvendigt anvendes af gravide. hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid, skal du bør rådføre dig med din læge eller personalet på apoteket før anvendelse af præparatet.

 

Amning

Pancillin® kan anvendes i ammeperioden. Selvom aktivstoffet i Pancillin® udskilles i modermælken, er det usandsynligt, at det vil skade barnet. Ved spørgsmål herom bør du kontakte din læge.

 

Dosis

Findes som tabletter á 500.000, 1.000.000 og 1.500.000 I.E.

Dosis skal justeres individuelt. Tal med din læge herom.

Den sædvanlige dosis er følgende:

  • Voksne: 500.000 – 1.000.000 I.E. x 2-4 dagligt.
  • Børn: 50.000-100.000 I.E. pr. kg legemsvægt pr. døgn fordelt på 2-4 doser.

Producent: Sandoz.

 

Præparater med lignende eller samme virkning

  • PenHEXAL
Ansvarsfraskrivelse: Alle informationer om medicin på NetPatient.dk stilles til gratis rådighed for vores brugere, men erstatter ikke lægekonsultation eller vejledning fra behandlere, apoteker o.lign. Hvis du er i tvivl om, hvordan et lægemiddel skal anvendes, bør du altid konsultere din praktiserende læge eller spørge på apoteket.