Protopic®
Sidst opdateret af redaktionen den 26. april 2023
Protopic® er et receptpligtigt hudmiddel, der anvendes i moderate til svære tilfælde af atopisk eksem, hvor behandling med andre midler ikke tåles eller giver tilfredsstillende resultater.
Fås Protopic® i håndkøb?
Nej, Protopic® er et receptpligtigt lægemiddel, der udelukkende fås på apoteket med en recept fra lægen.
Anvendelse
Protopic® er et hudmiddel, der anvendes i moderate til svære tilfælde af atopisk eksem, hvor behandling med andre midler ikke tåles eller giver tilfredsstillende resultater.
Protopic® 0,1% er ikke godkendt til anvendelse til børn under 16 år.
Sådan bruger du Protopic®
Protopic® må kun anvendes i samråd med en læge. Husk altid at læse indlægssedlen grundigt før brug. Kontakt altid din læge hvis du er tvivl om, hvordan midlet skal anvendes.
Protopic® påsmøres i et tyndt lag på de ramte hudområde. Salven kan bruges på alle hudområder, inklusive ansigtet. Den må dog ikke anvendes på slimhinder eller tildækkede hudområder (okklusion) som f.eks. under bleer, bandage o.lign.
Se også afsnittet om dosering nederst på denne side.
Virkning
Ved atopisk dermatitis er de primære symptomer hudinflammation (kløe, tørhed og rødme i huden), som skyldes en overreaktion i hudens immunsystem.
Protopic® indeholder et virksomt stof kaldet tacrolimus (tacrolimusmonohydrat), som virker ved at undertrykke kroppens immunforsvar og kan derfor reducere hudreaktionen og hudinflammationen.
Bivirkninger
Ved anvendelse af Protopic® oplever ca. 50% af alle patienter en eller anden form for irritation af huden på det behandlede område. De mest almindelige bivirkninger er kløe, rødme og brændende fornemmelse, der som regel er af let til moderat intensitet. Disse bivirkninger forsvinder typisk i løbet af 1 uge efter behandlingen er påbegyndt.
Oplysningerne om bivirkninger i det følgende stammer fra Europa-Kommissionens produktresumé:
Meget almindelige (over 10%)
- Huden: rødme, kløe, brændende fornemmelse.
Almindelige (1 – 10%)
- Huden: prikken, hårkirtelbetændelse (folliculitis), bumser (akne), herpes simplex (herpes, forkølelsessår, eczema herpeticum)
- Diverse: øget følsomhed – især for varme og kulde (hyperæsthesi), alkoholindtolerance (hudirritation eller rødme og varmefølelse ved alkoholindtag)
Det bør nævnes, at Protopic® er et nyt lægemiddel og at erfaringerne med bivirkninger fra studier såvel som efter markedsføring endnu er meget begrænsede.
Advarsel
Protopic® bør ikke anvendes ved overfølsomhed overfor makrolider (en antibiotikagruppe). Midlet bør heller ikke anvendes ved hudinfektion.
Protopic® øger hudens lysfølsomhed og huden skal derfor beskyttes mod direkte sollys under hele behandlingsforløbet. Midlet må ikke komme i kontakt med slimhinder eller anvendes under okklusion (f.eks. under bleer).
Se i øvrigt indlægsseddel.
Graviditet
Må ikke anvendes.
Amning
Må ikke anvendes.
Dosis
Protopic® må kun ordineres af dermatologer og læger med meget erfaring i at behandle atopisk dermatitis med immunomodulerende terapi.
- Børn 2 år og ældre: Påsmør salven 2 gange dagligt i op til 3 uger. Herefter bør antallet af påsmøringer reduceres til 1 gang dagligt, indtil hudlæsionen er helet.
- Voksne (16 år og ældre): Behandlingen indledes med Protopic® 0,1% 2 gange dagligt i op til 3 uger. Herefter bør man skifte til Protopic® 0,03% 2 gange dagligt. Hvis det er muligt, bør man forsøge at reducere antallet af daglige påsmøringer. Behandlingen fortsættes til hudlæsionen er helet.
- Ældre (65 år og ældre): Der findes ingen studier af midlets virkning hos ældre patienter. Erfaringerne tyder ikke på, at justering af dosis er nødvendig hos denne aldersgruppe.
Se i øvrigt indlægsseddel.
Indhold
- Aktivstof: tacrolimus (tacrolimusmonohydrat).
- Hjælpestoffer: hvid vaseline, hvidt voks, propylenkarbonat, paraffinolie, paraffin.
- Producent: Leo Pharma Nordic
Præparater med samme eller lignende virkning
- Elidel®