Simeticon

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen og farmaceut, cand.pharm. Birgitte Andersen

Sidst opdateret af redaktionen den 18. april 2023

Simeticon er et skumdæmpende stof, der især bruges i lægemidler til at mindske de symptomer, der opstår, når man har for meget luft i maven og tarmene.

I denne artikel kan du læse om, hvad simeticon er, men også om hvordan det anvendes, hvordan det virker, de mulige bivirkninger, hvilke produkter der indeholder simeticon mv.

 

Produkter der indeholder simeticon

Simeticon findes i mange forskellige lægemidler, men også i cremer, deodoranter, lusemidler mv. Simeticon er dog bedst kendt blandt som et aktivt indholdstof i lægemidler mod oppustethed og luft i maven. Nedenfor ses en række af håndkøbslægemidlerne i denne gruppe.

 

Hvad er simeticon?

Simeticon er et stof med en skumdæmpende virkning, der bl.a. bruges i lægemidler til at mindske oppustethed og andre former for smerter eller ubehag, der kan opstå, når man har for meget luft i mavetarmsystemet.

 

Hvordan virker simeticon?

Simeticon er stof, der er fysiologisk uvirksomt – dvs. det har ingen farmakologisk virkning i kroppen. Det virker ved at ændre overfladespændingen i luftbobler, hvilket bevirker, at de dele sig (1).

Hvis man har forøgede mængder af luft i mavetarmsystemet (oppustethed, luft i maven) kan delingen af luftboblerne mindske symptomerne (følelse af oppustethed, ubehag osv.), idet luftboblerne bliver mindre og derved lettere passerer igennem mavetarmsystemet eller absorberes heri. 

 

Medicinsk anvendelse

Simeticon bruges til at de mindske symptomer, der opstår, når man har for meget luft i mavetarmsystemet. Typiske symptomer er oppustethed, bøvsen, flatuelens, ubehag og i nogle tilfælde også deciderede smerter.  

Ved dyspepsi og luft i maven kan simeticon i nogle tilfælde modvirke symptomerne mere effektivt, hvis det anvendes sammen med aktivt kul (2, 3).

I kombination med andre stoffer kan simeticon også anvendes mod visse forstyrrelser i tarmfunktionen eller spiserøret samt diarré (5).

 

Kolik hos spædbørn/babyer

Den generelle anbefaling er, at simeticon ikke må anvendes til spædbørn/babyer. 

Et britisk studie fra 2017 har vist, at simeticon med stor sandsynlighed er virksomt mod kolik hos spædbørn. 4004 forældre og forældrepar med spædbørn, der ansås for at have kolik, deltog i dette studie, hvor man testede effektiviteten af en simeticon-opløsning til behandling af kolik. Forsøgsdeltagerne blev rekrutteret via sociale medier og var egnede til deltagelse, hvis de gav minimum én dose af opløsningen til deres barn. Studiets data blev indsamlet via et online spørgeskema. Resultatet viste, at brugen af opløsningen mindskede barnegråd og andre adfærdsmæssige tegn på ubehag samt at børnenes søvnmønstre også blev forbedrede. Mere end 2/3 (69,7%)af deltagerne, der enten brugte opløsningen alenestående eller sammen med andre midler mod kolik, tilbagemeldte om bedring i symptomerne på kolik inden for én dag efter indgivelse af opløsningen. Næsten alle (93,2%) tilbagemeldte, at brugen af opløsningen afhjalp kolikken helt eller at den havde en vis effekt på symptomerne (1).

Det bør dog understreges, at man bør holde sig til den generelle anbefaling og undlade at anvende simeticon til spædbørn/babyer.

 

Bivirkninger

De kendte bivirkninger ved simeticon er forstoppelse og kvalme, som forekommer sjældent. Herudover kan allergiske reaktioner forekomme.

Mulige bivirkninger med ukendt forekomst inkluderer mavesmerter, åndenød samt væskeophobning i ansigtet.