Slidgigt (osteoartrose)

Følgende produkter kan bruges til at lindre smerterne ved slidgigt:

Du kan læse mere om behandling af slidgigt nederst på denne side.

Hvad er slidgigt?

Slidgigt er en af de mest almindelige sygdomme og den hyppigste ledsygdom. Slidgigt har været kendt i årtusinder og betegnes også osteoartrose eller blot artrose.

Slidgigt er en vedvarende sygdom, der oftest udvikler sig over flere år. Dog kan der være perioder, hvor sygdommen udvikler sig hurtigt og aggressivt.

Sygdommen betragtes som en såkaldt degenerativ ledsygdom, som angriber ægte led. Det betyder, at den normale opbygning af leddet gradvis ændres og går i stykker og vigtigst heriblandt ledbrusken. Der findes ingen entydig eller simpel definition på sygdommen slidgigt. Slidgigt dækker over en gruppe af ledsygdomme, som kan have forskellige årsager. Men typen af skade, og typen af symptomer, vil være den samme i det angrebne led. Der er ikke er nogen entydig sammenhæng mellem den skade som er sket på leddet, de symptomer den enkelte patient klager over, og de forandringer man kan se på et røntgenbillede af det syge led.

To typer af vævsforandringer kendetegner slidgigt, dels et fortsat  tab af ledbrusk og dels en tiltagende knoglenydannelse såvel under den ødelagte ledbrusk som langs ledrandende. Sidstnævnte kan vise sig som knudeformede fortykkelser omkring leddene, f.eks. fingrenes yderled. Desuden kan der ses  forbigående betændelse i ledslimhinden, som kan give anledning til ledhævelse og væskeansamling.  

Hvem får slidgigt?

På baggrund af røntgenfund ses slidgigt hos 5-10% af befolkningen før 45 års alderen, og derefter stiger hyppigheden jævnt til ca. 70% for personer over 65 år. Mænd og kvinder angribes lige hyppigt, men hyppigheden af slidgigt er større for mænd under 45 års alderen og hos kvinder over 45 år. Dog er der forskel i hvilke led der hyppigst rammes af slidgigt hos mænd og kvinder.

Hvad er årsagen til slidgigt?

For rigtigt at forstå hvad der sker i et led med slidgigt, er det vigtigt at have et indtryk af, hvordan et normalt led er opbygget.

Et led er en overgang mellem to knogler, hvis endeflader er beklædt med ledbrusk. Under ledbrusken ligger den lednære knogle. Et led er omgivet af en ledkapsel, som ind mod ledhulen er beklædt med en tynd ledhinde, der producerer ledvæske. Denne fungerer som et smørremiddel, som sikrer en glat bevægelse uden nævneværdig modstand. Ledbrusken består af bruskceller, som er omgivet af en bruskmasse. Ledbrusk er kendetegnet ved at være fantastisk slidstærkt og ved at have en endog meget stor evne til at binde væske.

I modsætning til de fleste andre væv i kroppen findes der ingen blodkar som fører næringsstoffer til og affaldsstoffer væk fra ledbrusken. Det betyder, at næringsstoffer må sive ind i og affaldsstoffer ud af ledbrusken. Denne transport fremmes, når leddet bevæges. Ledbrusk adskiller sig også på anden vis ved ikke at have nogen nerveforsyning.

De smerter, som kendetegner slidgigt, stammer således ikke fra selve den syge ledbrusk men fra leddets øvrige bestanddele som ledkapsel, ledhinde, den lednære knogle m.m. Ved slidgigt nedbrydes den glatte ledbrusk i større eller mindre områder, således at den gradvis bliver mere blød og eftergivelig. Siden bliver den mere ujævn og flosset for til sidst helt at forsvinde. Dele af den underliggende knogle bliver dermed synlig synlig.

Ledhinden kan blive fortykket som følge af en hovedsagelig lokal irritation, kaldet inflammation, og produktionen af ledvæske kan eventuelt øges med yderliggere hævelse af leddet til følge. Hvis leddet derimod ikke bevæges på grund af smerter vil ledhinden gradvis skrumpe ind sammen med ledkapslen, og resultatet er et funktionstab i form af nedsat frivillig bevægelighed i leddet. Den lednære knogle kan ændres med knudeformet fortykkelse som følge af knogle-nydannelse.  

Hvordan inddeles slidgigt?

Slidgigt er traditionelt inddelt efter om årsagen er ukendt, hvilket kaldes primær slidgigt, eller om årsagen er kendt, også kaldet sekundær slidgigt. Primær slidgigt er den hyppigst forekommende form.

Primær slidgigt kan igen inddeles i:

a) en lokaliseret form, som rammer et enkelt led, f.eks. et hofteled og

b) en generaliseret form, som involverer mere end tre ledgrupper, der typisk kan være i et hofte-, knæ-, hånd-, eller fingerled (især mellem- og yderled samt tommelfingerens grundled).

Dette kaldes på fagsprog polyartrose. Denne form for slidgigt har flere fælles træk som alder, køn, arv og vægt. Således er f.eks. polyartrose i hånd-og fingerled 10 gange hyppigere blandt kvinder end mænd, som til gengæld hyppigere rammes af slidgigt i et hofteled og flere jo ældre de bliver. Den stærkeste positive sammenhæng er fundet mellem slidgigt i knæene og øget vægtbelastning af disse hos overvægtige kvinder.

Derimod er der aldrig ved videnskabelige undersøgelser påvist en entydig sammenhæng mellem vejret og symptomer på slidgigt, på trods af utallige beretninger fra slidgigt-patienter om, at de kan forudsige høj- eller lavtryk.

Sygdommens sammenhæng med høj eller lav luftfugtighed har heller ikke kunnet påvises. Ligeledes er der aldrig påvist en geografisk forskel i forekomsten af slidgigt, så personer, som lever i et varmt klima får lige så ofte slidgigt, som personer der lever under køligere himmelstrøg.

Sekundær slidgigt: årsagerne til sekundær slidgigt er mange og kan kortfattet bekrives som:

• Ledskade (akut eller kronisk) relateret til sportsudøvelse som f.eks. fodbold og håndbold eller til visse typer af arbejde. Slidgigt opstår som følge af gentagne skader på de strukturer i leddet, der normalt er med til at stabilisere dette, som f.eks. ledbånd.

• Medfødt eller udviklingsbetinget ledskade som f.eks. medfødt hofteledskred (”congenit hoftedysplasi”), ændret belastning af led som følge af hypermobilitet og uens benlængde. Desuden kan forstyrrelser i knoglernes vækstlinier under barnets vækst fører til udvikling af sekundær slidgigt. Et eksempel herpå er drenge i 3-12 års alderen, hvor lårbenshovedet nærmest smuldrer væk på grund af ophævet blodforsyning, Calvé-Legg-Perthes sygdom, såfremt denne ikke behandles med total aflastning af leddet.

• Metaboliske sygdomme som f.eks. øget aflejring af jernholdigt materiale som ved blødersygdom (hæmofili) og uratkrystaller ved urinsur gigt. Begge dele giver anledning til en skadelig påvirkning af brusken.

• Sygdomme forårsaget af forstyrret hormonbalance som f.eks. sukkersyge og nedsat eller forhøjet stofskifte.

• Sygdomme betinget af øget aflejring af kalciumsalte i f.eks. knæ- og håndled kaldet chondrokalcinose.

• Andre led- og knoglesygdomme:

I enkelte led som følge af f.eks. infektion og knoglebrud opstår der ofte betydelig skade på ledbrusken I flere led som følge af f.eks. kronisk leddegigt (reumatoid artrit) og psoriasisgigt kan der i senforløbet af disse ledsygdomme udvikles slidgigt.  

Hvad er symptomerne på slidgigt?

Uanset hvilket led som er angrebet, er symptomerne ved slidgigt smerter, ledstivhed, leddeformering og eventuelt senere nedsat ledfunktion og instabilitet.

I begyndelsen opstår smerterne efter belastning af leddene, men senere i forløbet kan smerterne blive mere konstante og i slutstadiet af slidgigtens udvikling kan smerterne også forstyrre nattesøvnen.

I de vægtbærende led (hofte-, knæ- og ankelled) tales om smertetriade, når der er ledsmerter, både når leddene aktiveres og når de er i hvile, hvilket også kan være om natten.

Ledsmerterne kan aftage efter bevægelse i et stykke tid, men vil som regel tiltage på ny ved længere tids belastning, Ved slidgigt kan der optræde såkaldte refferede smerter, som udstråler fra f.eks. et slidgigtramt hofteled mod lår og knæ. Ledsmerterne er da så udtalte, at der oftest kun kan afhjælpes ved operation.

Et andet karakteristisk symptom er ledstivhed, især når man skal i gang med at bevæge sig efter længere tids hvile, typisk efter en nats søvn. Ledstivheden om morgenen optræder sjældent i mere end et kvarters tid i modsætning til kronisk leddegigt, hvor den kan vare i mange timer. Ofte kan varme afhjælpe ledstivheden.

Funktionsnedsættelse forekommer især i de vægtbærende led, på grund af en indskrænket, smertebetinget bevægelighed af leddet. Herved kan ledkapselen skrumpe, ændringer i den lednære knogle og nedsat muskelfylde.

I sene stadier af slidgigt kan der ligeledes udvikles instabilitet af led. Ledfladerne er på dette tidspunkt ødelagte, ledkapsel og senebånd beskadiget, musklerne skrumpet ind og svækket og den omgivende knogle kan briste eller fortykkes, således at fejlstillinger opstår. Dette ses f.eks. ved slidgigt i et knæled.

Udviklingen af slidgigt forløber meget forskellig fra person til person og afhænger bl.a. af hvilke led som er angrebne, den givne behandling og belastningen.

De letteste/mildeste symptomer forekommer ved udvikling af slidgigt i fingrenes yderled, som oftest er af mere kosmetisk end funktionel betydning. Den dårligste prognose har personer i den erhvervsaktive alder som udvikler udtalte symptomer på slidgigt, f.eks. tommelfingerens rodled eller i hofte- eller knæled. Således giver slidgigt anledning til mange sygedage per år og ca. 5% af alle personer som førtidspensioneres, sker som følge af slidgigt.  

Hvordan stilles diagnosen slidgigt?

Lægen kontaktes typisk, når ledsmerterne opstår eller tiltager, når symptomerne bliver mere konstante, eller når leddene begynder at ændre form.

Lægen undersøger om leddet føles ømt, når der trykkes mod ledlinien, dvs. mellemrummet mellem de to ledflader. Desuden undersøges der for, om leddet ”knitrer” eller ”skurrer”, når det bevæges. Lægen bemærker om leddet er hævet, og undersøger om dette skyldes  kapselfortykkelse, væskeansamling i leddet eller ”benet” fortykkelse på lednær knogle. Desuden undersøges for, om leddet er stabilt såvel i hvilestilling som ved bevægelse og om musklerne omkring leddet er blevet mindre og svækkede, eller om der er tale om en blanding heraf, hvilket oftest er tilfældet.

Diagnosen kan bekræftes ved at tage et røntgenbillede af de(t) omtalte led. Dette vil typisk være, at afstanden mellem de to ledflader, som udgør ledspalten er blevet mindre end normalt, som følge af en nedsat brusktykkelse.

Røntgenbilledet vil også vise en eventuel knoglenydannelse af den lednære knogle. Desuden kan røntgenbilledet vise om der er udviklet knogledefekter i form af såkaldte knoglecyster, der er blæreformede hulrum i knoglevævet under ledbrusken. De kan briste og give anledning til fejlstilling af leddene.

Ved undersøgelser af store grupper af patienter med slidgigt er der påvist en sammenhæng mellem forandringer vist på røntgenbilleder og symptomer, men som nævnt i indledningen er det langt fra altid tilfældet for den enkelte person. Således vil slidgigt påvist i f.eks. fingrenes yderled  kun give anledning til symptomer hos ca. 10%, mens ca. 50% af personer med slidgigtforandringer i hofte- eller knæled vil have symptomer.

Blodprøver vil sjældent være en hjælp til at stille diagnosen slidgigt, idet der endnu ikke er fundet en enkelt blodprøve, som kan fortælle, om en person har slidgigt og ej. Desværre findes der heller ikke blodprøver, som kan fortælle om man har en øget risiko for at udvikle slidgigt.

Imidlertid kan lægen i starten af sygdomsforløbet være i tvivl om diagnosen, og da vil det være fornuftigt at undersøge visse blodprøver for at kunne udelukke andre sygdomme, f.eks. kronisk leddegigt, sukkersyge eller en blodsygdom.

Ligeledes kan det være en god ide at udtage ledvæske, hvorved lægen kan påvise forskellige former for krystaller, som kan give anledning til udvikling af slidgigt. Ved undersøgelse af ledvæsken vil det også fremgå, om der er infektion i leddet.

Hvordan behandles slidgigt?

Behandlingen af slidgigt retter sig mod a) smerter, b) tab af funktion samt c) yderligere forværring af symptomer, idet der endnu ikke findes en behandling, som kan få slidgigten til at gå i sig selv igen.

Udvikling af slidgigt kan hos den overvægtige person forebygges ved en vedvarende vægtreduktion. Derfor er det vigtigt ikke kun at fokusere på selve slankekuren, men også på en varig kostomlægning og sunde motionsvaner.

Medicinsk behandling er primært smertestillende behandling, idet det endnu ikke er lykkedes at fremstille en bruskbevarende medicin. Ved lettere smerter behandles med simpel smertestillende medicin som paracetamol evt. suppleret med svagtvirkende morfinholdige præparater som kodein eller tramadol. De sidstnævnte præparater er receptpligtige og kræver derfor kontakt til læge.

Er dette ikke tilstrækkeligt, kan der være behov for at supplere med gigtmedicin, såkaldt anti-inflammatorisk medicin, som udover at virke smertestillende også virker betændelsesdæmpende på en irriteret ledhinde, ledkapsel eller nærliggende seneskede. Gigtmedicinen kan i lave doser købes i håndkøb, men er der brug for højere doser er medicinen receptpligtig. Denne type af medicin kaldes i fagsprog for non-steroide-anti-inflammatoriske mediciner også forkortet NSAID. Indtagelse af denne type medicin kan skjule feber, binde væske i kroppen og give patienter med svækket hjertefunktion åndenød. NSAID kan give ubehag fra maveregionen i form af smerter, sure opstød, svie eller brænden. Mave- eller spiserørskatar og i værste fald blødende mavesår kan også være en bivirkning fra denne medicin.

Personer, som har eller tidligere har haft mavesår, bør ikke behandles med gigtmedicin, men kan i stedet for behandles med en ny type gigtmedicin kaldet COX2-hæmmere. Ved brug af denne medicin opnås den samme smertestillende og betændelsesdæmpende effekt, men forekomsten af alvorlige bivirkninger fra mave-tarmkanalen i form af blødende mavesår, er reduceret markant. Ved meget udtalte smerter trods behandling med ovennævnte medikamenter kan det blive nødvendigt at anvende stærk smertestillende medicin i form af morfin eller medicin med tilsvarende effekt. Dette givet typisk som depottablet med lang virkningstid. Ved brug af denne form for medicin skal man være opmærksom på risikoen for udvikling af afhængighed af medicinen, ligesom den ofte kan medføre døsighed, kvalme og forstoppelse. Patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (se denne) eller astma kan få besværet vejrtrækning ved  brug af denne type af medicin.

Hvis et led med slidgigt er meget hævet og spændt kan udtømmelse af ledvæsken i sig selv virke smertelindrende og give anledning til en bedre bevægelighed i leddet. Gendannes ledvæsken vil det ofte være en god ide at supplere fornyet udtømmelse af ledvæske med en samtidig indsprøjtning af binyrebarkhormon og lokalbedøvende medicin for at dæmpe ledbetændelsen. Sædvanligvis vil personen opleve en hurtig smertelindrende effekt som kan vare i månedsvis. Det kan være nødvendigt at gentage behandlingen, men denne må i de fleste tilfælde begrænses til nogle få gange. Risikoen ved behandlingen er infektion og ved gentagne injektioner skade på leddets bestanddele. Hvis ledhævelsen gendannes trods denne behandling må personen i de fleste tilfælde henvises til en ortopædkirurg mhp. operation.

Tabletbehandling med binyrebark-hormon vil ikke have nogen effekt. Erfaringsmæssigt kan gentagne indsprøjtninger af en større mængde saltvand, eventuelt suppleret med binyrebarkhormon, typisk i et hofteled med slidgigt, have en betydelig smertelindrende effekt hos en del patienter med tidlige stadier af sygdommen. Denne behandling gennemføres i lokalbedøvelse og ved brug af specielle røntgenoptagelser eller ultralyd. Men da årsagen til slidgigten ikke fjernes vil effekten kun være forbigående. Tilsvarende er det vist, at egentlig ledskylning med saltvand, typisk i et knæled med det formål at fjerne løsnet væv fra beskadiget ledbrusk har en gavnlig smertelindrende effekt. Behandlingen foregår under lokalbedøvelse, eventuelt i forbindelse med en kikkertundersøgelse (atroskopi) ved at sterilt saltvand sprøjtes ind og efterfølgende suges ud igen.

I de senere år har indsprøjtning af hyaluronsyre været anvendt til behandling af svær slidgigt i specielt knæene hos mennesker. I mange år har denne behandling været anvendt hos travheste med ledskader. Hyaluronsyre er et sukkermolekyle som naturligt findes i ledbrusk og ledvæske. Det fungerer som en slags ”smøreolie” i leddet. Desuden kan det binde visse urenheder i leddet og på den måde være med til at holde leddet rent. Det gives som en indsprøjtning i leddet under sikring af optimal renlighed.

For at undgå infektion er absolut renlighed nødvendig ved al behandling med udtømmelse af ledvæske og indsprøjtning saltvand eller medicin.

• Fysioterapi kan være et vigtigt supplement ved behandling af slidgigt. Fysioterapeuten kan give passiv behandling i form af bl.a. massage og varme. Denne behandlingsform kræver ikke patientens aktive deltagelse og virker smertelindrende. Passiv fysioterapi gives i begyndelsen af behandlings-forløbet og som forbehandling for mere aktiv fysioterapi, hvor det er patienten selv, som udfører øvelser efter instruktion. Den passive form for fysioterapi bygger mere på erfaring end egentlig videnskabelig dokumentation. Passive øvelser til at genetablere normal bevægelighed i slidgigt plagede led er vigtige. Ved aktiv behandling gives patienten instruktion i øvelser og styrke-træning for at genskabe normal bevægelighed i de(t) slidgigtramte led og styrke den svage og indskrumpede muskulatur. Fysioterapeutisk behandling efter en operation for slidgigt hjælper patienten til langt hurtigere at kunne fungere optimalt. Overvægt fører til øget belastning af vægtbærende led, dvs. hofte-, knæ-, ankel- og fodled. Overvægt indebærer derfor en stor risiko for at udvikle slidgigt i netop disse led. Et vægttab er derfor også et vigtigt mål for behandlingen af slidgigt, og det kan være en direkte betingelse for en eventuel operation.

• Efter endt behandling er det vigtigt at fortsætte med styrketræning og motion for at bevare og yderligere forbedre ledbevægelighed og muskelstyrke. Patienten med slidgigt vil herved få forbedret sin ofte svækkede kondition, og for overvægtige vil et vægttab kunne opnås.

• Hjælpemidler som f.eks. stok, skinne, skoindlæg og bandage anvendes til at aflaste det slidgigtramte led og dermed mindske smerterne. Hjælpemidler giver desuden mulighed for at øge ledbevægeligheden, uden at leddet overbelastes. Anvendelse af hjælpemidler kan forsinke den videre udvikling af slidgigten og være med til at stabilisere det angrebne led.

• Operation. Ved slidgigt kan operation blive aktuel, når ledsmerterne i såvel hvile som ved belastning ikke længere kan behandles tilstrækkeligt effektivt med de andre typer af behandling. Det kan så være aktuelt at få udskiftet hele eller dele af det slidgigtramte led med et kunstigt led, en protese. Denne type af operationer anvendes især i hofte- og knæled, men kan også anvendes i skulder- og albueled. Herved vil smerterne som regel forsvinde og ledbevægeligheden vil forbedres. Lægerne ønsker at udskyde tidspunktet for operation så længe som mulig, da holdbarheden af proteserne er begrænset til gennemsnitlig 10-15 år. Da der endnu ikke er udviklet holdbare proteser til alle led, kan leddet i stedet gøres stift, hvorved smerterne forsvinder. Denne type af operation anvendes f.eks. i hånd- og fodled. I andre led som f.eks. storetåens grundled eller leddet mellem skulderbladet og kravebenet kan fjernelse af leddet virke smertelindrende uden at ledbevægeligheden indskrænkes.

En kikkertoperation er i de senere år blevet mulig i de fleste led. Metoden har især været anvendt ved slidgigt i knæ. Ved denne operationsmetode kan delvis beskadigede brusk fjernes og hermed lindre smerterne og ledfunktionen bevares i mange år.

I Sverige har man i de senere år opnået lovende resultater med transplantation af egne bruskceller ind i knæled med en akut sportsskade. Det forventes, at metoden på sigt vil kunne anvendes til behandling af slidgigt. I Danmark arbejdes på at forbedre metoden, så den kan anvendes til behandling af et led, hvor kun mindre dele af brusken har tegn på slidgigt. Man håber med metoden at kunne genskabe ledbrusken og dermed at kunne begrænse behovet for indoperation af kunstige led.

• Anden behandling. Glukosaminsulfat indgår som en naturlig del i bindevæv herunder ledbrusk. Flere videnskabelige undersøgelser har nu vist, at patienter med slidgigt i hofte- og knæled, som behandles med glucosaminsulfat opnår en smertelindrende effekt på niveau med traditionel gigtmedicin. Desuden ser det ud til at glukosaminsulfat kan forsinke udviklingen af slidgigt. Glukosaminsufat består især af sukker og findes naturligt i en del madvare f.eks. pølser. Det udvindes industrielt af krabbe- og hummerskjold og optages let fra tarmen. Der er ikke rapporteret om alvorlige bivirkninger ved indtagelse af stoffet. læs mere på siden Fakta om Glucosamin.

Bruskcellestimulation. I laboratorieforsøg er der tidligere vist, at bruskceller kan stimuleres til at dele sig og øge dannelsen af bruskmasse når de udsættes for pulserende magnetfelt. På Amtssygehuset i Glostrup er man ved at undersøge pulserende magnetfelters effekt på slidgigt i knæene. Resultatet af undersøgelsen imødeses med stor spænding.

Anbefalede produkter

Følgende produkter anbefales til smertelindring ved slidgigt: